onsdag den 2. april 2014

Første træningstur - VM i Halvmarathon i København

2 måneder efter Yukon Arctic Ultra

Så kom jeg ud på min første træningstur efter jeg kom hjem fra Yukon Arctic Ultra d. 10. februar i år.
Jeg havde store problemer med mine fødder efter turen i Yukon og de var meget hævede hele 14 dage efter. Jeg havde samtidig smerter i knæene og specielt et ledbånd i højre knæ.
Jeg har gået og fået noget behandling hos tidl. Parkens Fysioterapi, som nu ligger på Århusgade.
Det har hjulpet en del. Jeg var så ude og løbe en tur på 4 km sammen med børnene for ca. 3 uger siden, men der fik jeg ondt i ledbåndet igen, så jeg har ikke været ude siden.

Ét halvmarathon kan man vel altid løbe

Jeg var jo tilmeldt VM i halvmarathon d. 29/3-2014, men tænkte at det nok ikke var en god ide, da jeg ikke ville gøre min skade værre. På den anden siden så var det jo VM og det kunne være sjovt at få den medalje til samlingen. Så dagen inden bestemte jeg mig for at løbe alligevel.
Det var et godt arrangement - solen skinnede og jeg mødtes med min ven Johnny og hans kone, som var kommet fra Jylland for at løbe.
Selve løbet gik bedre end jeg havde frygtet. Min skade blev ikke værre - det gjorde lidt ondt, men sammenlignet med det jeg oplevede i Yukon, så var det bagateller.
Jeg løb langsomt i starten for også at nyde det lidt, men mod slutningen øgede jeg farten lidt. Fantastisk med alle menneskerne langs ruten, det var rigtigt festligt.
Mødtes med 2 kollegaer i mål - det var hyggeligt.